Gratis tandlæge er ikke gratis - det er en regning sendt videre til middelklassen
Af Victor Madsen - skribent på Nordisk Frihed
Regeringen vil gøre tandpleje gratis for alle uden at fortælle, hvem der skal betale. Erfaringer fra sundhedsvæsenet og advarsler fra praktiserende tandlæger viser, at regningen ofte ender hos de forkerte.
I det nye regeringsgrundlag lægges der op til, at ikke-kosmetisk tandpleje skal gøres gratis for alle danskere inden for en tiårig periode. Det fremstilles som et socialt fremskridt. I virkeligheden er det en udvidelse af statens ansvar på et område, der hidtil har været præget af privat betaling og personligt ansvar. Og som sædvanligt er finansieringen uklart beskrevet.
Regeringen har afsat fire milliarder kroner frem mod år 2030 til den indledende fase. Når ordningen er fuldt indfaset, estimerer Tandlægeforeningen de årlige offentlige udgifter til omkring 11 milliarder kroner. Der findes ingen konkret finansieringsplan for det fulde beløb - det hedder blot, at pengene "løbende vil blive anvist" gennem omprioriteringer og den samtidig skattereform.
Samtidig gennemfører regeringen en skattereform, der afskaffer mellemskatten og toptopskatten. Det giver de højeste indkomster en mærkbar skattelettelse. For netop at finansiere de nye udgifter fastfryses en række centrale fradrag - herunder personfradraget og beskæftigelsesfradraget - i en årrække. Dette er ikke en teknisk detalje. Nej, det er ganske enkelt en skjult skattestigning via det, økonomer kalder fiscal drag. Når fradrag ikke indekseres med løn- og prisudvikling, udhules deres reelle værdi over tid. Effekten rammer hårdest lønmodtagere i den brede middelklasse og arbejderklassen, der ikke har store kapitalindkomster eller andre fradrag at kompensere med.
Dette er ikke en ny mekanisme. Vi ser allerede i dag den samme udvikling i det almindelige sundhedsvæsen. De velstillede søger i stigende grad mod private læger, privathospitaler og forsikringsordninger for at få hurtigere og mere fleksibel behandling. Samtidig har det offentlige sundhedsvæsen svært ved at tiltrække og fastholde speciallæger, fordi løn- og arbejdsvilkårene ofte er bedre i den private sektor. Resultatet er et de facto A- og B-hold: De der har råd, får hurtigere adgang til undersøgelser og operationer, mens de øvrige må acceptere længere ventetider i det offentlige system.
Når en ydelse gøres gratis - eller mere korrekt stærkt subsidieret - opstår der det man vil kalde moral hazard. Forbrugerne ændrer adfærd, fordi den marginale omkostning falder til nul. Folk vil gå hyppigere til tandlægen, også med mindre alvorlige gener. Tandlægerne får samtidig incitament til at udføre flere behandlinger. Historisk set har lignende ordninger ført til, at de faktiske udgifter er blevet betydeligt højere end de oprindelige estimater.
Praktiserende tandlæge Camilla Kirkeby, der har arbejdet i det britiske system, advarer direkte mod at gentage den britiske model herhjemme. Hun frygter, at en universel ordning vil accelerere den udvikling, vi allerede ser i sundhedsvæsenet: Et offentligt system under pres, hvor de velstillede i stigende grad vælger privat tandpleje for at få hurtigere og bedre kvalitet. Hun peger på, at pengene i stedet burde målrettes de svageste grupper, mens de øvrige fortsat betaler selv.
Den danske model har hidtil haft den fordel, at voksne selv betaler en væsentlig del af tandplejen. Det har skabt et direkte incitament til at passe på sine tænder og har holdt de offentlige udgifter i skak. Når staten overtager regningen for alle, fjerner man dette incitament og flytter blot betalingen fra det konkrete besøg til en årlig skattebetaling, der med stor sandsynlighed vil stige over tid.
Det er særligt problematisk, fordi regeringen samtidig giver de højeste indkomster en synlig og direkte skattelettelse. Den reelle regning for den universelle tandpleje vil i høj grad blive betalt af samme grupper, der i forvejen bærer en stor del af velfærdsstatens finansiering - nemlig den brede middelklasse og arbejderklassen - uden at de får en tilsvarende gevinst af de nye universelle ydelser. Det er omvendt omfordeling pakket ind i social retorik.
En liberal tilgang ville være anderledes. Man kunne målrette støtten til de grupper, der har reelt svært ved at betale - lavindkomstgrupper, kronikere og ældre. Man kunne styrke forebyggelsen i skolen og blandt unge. Og man kunne bevare det private marked for voksne, hvor konkurrence og personligt ansvar bidrager til både kvalitet og omkostningskontrol.
I stedet vælger regeringen den velkendte vej: At udvide statens ansvar uden at ville sige, hvem der skal betale. Det er ikke en social sejr. Det er en regning, der sendes videre til kommende generationer af skatteydere - og ikke mindst til den middelklasse, der allerede bærer en uforholdsmæssig stor del af byrden.
Læs også
Victor
Victor
Victor